Debutantdiplom til Søren Lassen – Tale 17. november 2002

Dansk spændingslitteratur fylder stadig mere i landskabet. Afgrænses genren meget bredt, bliver det i disse år til en årlig produktion af mere end 40 nye titler – en stigning med godt en tredjedel i forhold til det, der blev udgivet for få år siden.

Det er imidlertid uændret, at en overraskende stor del af bøgerne er skrevet af debutanter eller genredebutanter. Der er mange, der forsøger sig, og der er naturligvis færre, som ser forsøget kronet med held - for godt halvdelen bliver det ved den ene bog. Det Danske Kriminalakademi har gennem årene peget på de mest lovende blandt de mange nye forfattere på feltet. Det sker ved et diplom for særligt bemærkelsesværdig debut.

Det er et mildt sagt pænt selskab at komme i. Der er givet debutantdiplomer til Erik Otto Larsen, Harvig & Namer, Ole Frøslev, Hans Henning Harmer, Mark Ørsten, Ole Strandgaard, Steen Christensen, Birgitte Jørkov, Gretelise Holm, Martin Jensen og Ole Bornemann. Altså kort og godt de navne, man også i dag ville nævne, hvis man skulle udpege cremen af det nytilkomne i de seneste 15 år. Listen viser også, at de folk, der fik diplomet, mente det alvorligt. De kom med en enkelt undtagelse igen og bekræftede deres talent for det der svære med suspense og spænding.

Det sjove er jo, at det faktisk er en krævende genre. Forfattere, der har vundet et navn ved udgivelsen af mere prestigegivende litteratur, prøver lejlighedsvis at ”slappe af” med at skrive en krimi. Det lykkes typisk ikke. Det viste et eksperiment for en snes år siden, hvor tre fremstående navne forsøgte sig. Henrik Nordbrandt fik leveret en ganske effektiv, møgbeskidt thriller, men Christian Kampmann præsterede det nok mest uinspirerede, han har givet fra sig, og Klaus Rifbjerg viste, at han også kan være slet og ret kedelig. – Det er da fornøjeligt, ikke?

Dagens debutant er i al fald ikke kedelig. Søren Lassen udgav for nogenlunde præcist ét år siden ”En anden tid”, og det var en bog, der kaldte på læsning i ét stræk. Snedigt bygget op, således at de fleste kapitler slutter med et nyt, udfordrende spor eller med en chokartet oplysning, der kalder på en forklaring. Og så må man jo lige have næste kapitel med.

Der er ingen traditionelle spændingseffekter. Ingen glammende maskingeværer, ingen hidsige biljagter. Det bliver kun til vage trusler og lidt chikane – og det er alt sammen så uklart, at hovedpersonen må forholde sig spørgende: Er han virkelig i fare, eller er det blot hans egen stigende paranoia, der får det til at se sådan ud? Faktisk er der måske ikke engang en forbrydelse i historien – det skulle da lige være, hvis hovedpersonens far alligevel i sin tid døde lidt for pludseligt, en mulighed, der står åben ved romanens slutning.

Det var allerede to grunde til at hæfte sig ved Lassens bog. Den besidder den desværre sjældne kvalitet, at den er gedigent spændende at læse. Og den er original, fordi den formår at være spændende uden at bruge de slidte remedier, der er lige ved hånden.

For det tredje er det en god historie. Hovedpersonen er en 39-årig bankjurist, Kent Persson. Han mistede ti år gammel sin far i 1969. Faderen, der var orlogskaptajn, døde 43 år gammel af galopperende cancer. Nu (d. v. s. i 1997) modtager moderen et brev fra en bank i Los Angeles, der vil vide, hvad de skal stille op med den boks, faderen lejede der i 1968, en boks, som hun aldrig har hørt om. Da Kent alligevel skal på forretningsrejse til USA lægger han turen rundt om banken. Boksen indeholder en formue – ca. ½ mio. kr. i dollars – og et foto. Billedet viser Kents far og fem andre mænd. Billedet er – viser det sig hurtigt - taget på Thulebasen i 1965.

Kent er chokeret – de penge kan faderen ikke være kommet til på ærlig vis. Hvorfor er de gemt i en amerikansk bank? Hvem har i 30 år betalt bokslejen? Hvad er det særlige ved fotografiet?

Og især spørgsmålet: Hvad havde Kents far gang i? Hvem var han egentlig? Kent var jo kun ti år, da han døde. Det bliver lidt af den klassiske historie om drengen, der søger sin fader (som det ca. hed i kaptajn Marryats variant).

Spørgsmålene finder efterhånden svar, selv om de officielle instanser møder Kents henvendelser med en mur af tavshed og med vage, ildevarslende trusler. Det er noget, der ikke skal rippes op i. Men Kent klør på og finder de spredte kilder, der kan forsyne ham med ledetråde, indtil det samlede billede står om ikke klart så dog antydet. Og det er temmelig rystende, for det handler om aktiviteter, der gik en hel del videre end til blot accepten af nukleare amerikanske våben i Thule.

Så er vi ved hovedspørgsmålet: En anden tid. 1960’erne i årene mellem Cuba-krisen og Vietnamkrigens kulmination. Seksdageskrigen i Israel. De politiske drab og raceoptøjerne i USA's storbyer. Nato var under pres, kommunistpartierne vandt frem og opinionen i de europæiske demokratier var under hastig ændring. Måske var der dengang personer, der havde hvad James Bond kalder ”license to kill”. Måske var der behov for forholdsregler, så landenes ledere i en tilspidset situation kunne dæmpe uønskede reaktioner hos deres egen befolkning. Det er ting, som i 1997 forekom uhyrlige, men de var måske acceptable 30 år før, også for ordentlige mennesker. Kan man efterfølgende vurdere det på fair vis?

Spørgsmålene stilles, men besvares naturligvis ikke. Og de er jo ikke blevet lettere at tumle med i den tid, der er gået. Lassens bog blev skrevet før den 11. september 2001 og før de følger, vi i dag kan iagttage, bl. a. de ændringer der er gennemført eller foreslået som ”antiterrorlovgivning” her i landet. – Det er et yderligere perspektiv, der naturligvis ikke gør romanen mindre vedkommende.

Som sagt: Her er ikke tale om en krimi i traditionel forstand, selv om det også er historien om en efterforskning, der i meget ligner sporsøgningen i en detektivroman. Det er en dødspændende bog. Den er velfortalt. Den holder sig til sagen – og nøjes med at strejfe en lille sidehistorie om Kents ambivalente relation til hans fraskilte hustru og til den kvinde, som han lidt tøvende etablerer et forhold til i USA. Bo Tao Michaëlis savnede i sin meget positive anmeldelse lidt mere om personernes liv i øvrigt. Jeg synes, at det er et fortrin, at vi ikke skal bruge tid på de mængder af traurigt innenleben, der belaster meget af øjeblikkets kriminallitteratur i Skandinavien. Alt det, som samme Bo Tao (uvenligt men ikke ganske uberettiget) har kaldt ”nordisk flæbekrimi”. Lassen lader ikke sine personer flæbe, heller ikke de par gange, hvor de har grund til det.

Vel – det er vel kritikkens ret eller lod, at der er uenighed. Lassen har for eksempel måttet leve med, at Ekstrabladets eller så pålidelige Hans Larsen i sin anmeldelse fandt det kritisabelt, at et forlag overhovedet har villet udgive bogen. Det er lidt uforståeligt i al for mig. Jeg ser det modsatte i bogen, samlet i fem slagord:

Spænding. Originalitet. Fortrinlig skrøne. Begavet efterforskning. Væsentlige spørgsmål, som det er værd at tænke over.

Det er alt det, nogen kan forlange. En fremragende debut. Et vel fortjent diplom fra kriminalakademiet. Og et velment velkommen på banen igen!

(Tale 17. november 2002)