Ed McBain 1926 – 2005.

Det biografiske leksikon (eller er det blot legenden?) vil vide, at Salvatore A. Lombini i oktober 1926 så dagens lys i en slumlejlighed i Harlems italienske kvarter. Knægten ville være forfatter, og til den ende ændrede han i 1952 sit navn til det amerikansk klingende Evan Hunter. Han lagde ud med socialrealistiske romaner, og han opnåede i 1954 international succes med ”The Blackboard Jungle” (dansk: ”Himlen bag de knuste ruder”) om omsorgssvigtede teenagedrenge i en ungdomsskole i New York. Mindre anerkendelse høstede han, da han drejede sine historier i retning af det psykologiske, men det blev dog over årene til hen ved 30 titler, efterhånden på kanten af eller i thrillergenren. Det var også som Evan Hunter, han en tid arbejdede i Hollywood, hvor han leverede drejebogen til Hitchcocks ”Fuglene”. Sit samarbejde med mesteren beskrev han vittigt i ”Me and Hitch” (1997).

Det virkelige gennembrud kom i krimigenren. Politihistorier var (også takket være TV) på mode i midten af 1950’erne, og Hunter skrev kontrakt med et pocketforlag om en serie. Det blev i 1956 til de tre første romaner om politifolkene på den nedslidte station 87 i en navnløs østamerikansk storby, der minder om New York. De blev udgivet under pseudonymet Ed McBain, og succesen indfandt sig øjeblikkeligt. Serien voksede de næste fem tiår til mere end 50 romaner og en del noveller. Den gennemgående hovedperson er storbyen selv, både dens eksklusive kvarterer og dens slumområder. I beskrivelserne genfinder man den vrede, som oprindelig var Evan Hunters inspiration, men indignationen overdøves af lyriske stemningsbilleder og forelskede afsnit om døgnrytmen, vejret, belysningen etc. Handlingen er de sager, politifolkene arbejder med, men ikke altid opklarer. Politiarbejdet beskrives med dokumentarisk realisme, ofte suppleret af fotostater af rapporter, obduktionserklæringer etc. Den klassiske krimis privatdetektiv eller ensomme politichef er erstattet af hele holdet – de 16 kriminalassistenter, der arbejder på station 87. De bidrager hver med sit, tit således at syntesen bliver større end addendernes sum. Meget er skrevet som dialog. De enkelte politimænd karakteriseres ved det de siger, og måden de siger det på. McBains kunnen viser sig, når læseren ubesværet kan holde rede på, hvem der siger hvad over adskillige sider, der kun består af seks-otte personers replikker. Den evne er bevaret også i de seneste, lidt trætte bind. ”Penge, penge, penge” fra 2001 indeholder således en fire sider lang, forrygende diskussion om de talløse film og tv-serier med en fiktiv amerikansk præsident i hovedrollen – måske det vittigste, McBain fik skrevet.

Alle romanerne bærer et stærkt humant budskab, ikke mindst hvad racelighed angår. Direkte politisk stillingtagen er sjælden, bortset fra ”Hilsen til chefen” fra 1973. Det er historien om lederen af en teenagebande, Randall M. Nesbitt, der er en puritansk, selvretfærdig egocentriker. Han redegør i lange monologer for, hvordan han på sine betingelser vil gennemtvinge fred i ”sit” område. Både titlen og initialerne peger på Richard M. Nixon, og Randalls udgydelser kunne være (eller er måske) direkte citater. Det er et skånselsløst opgør, et stærkt eksempel på, at krimigenren kan bruges også som våben. Sidst i romanen har en kriminalassistent svaret på en journalists spørgsmål om voldelige tv-udsendelser: ”Jeg fortalte ham, at der her i landet fandtes ting med en langt skadeligere indflydelse end fjernsyn. Jeg fortalte ham, at hvis nogen ledte efter voldelige helte at efterligne, så kunne han finde masser af dem uden af åbne for fjernsynet”: Og kollegaen svarer: ”Hvem tænkte du på?”

McBain opfandt ikke den kollektive politiroman – det havde adskillige forsøgt, før han tog fat. Men det blev McBains koncept, der dannede skole for fortællemåde og stil. I Skandinavien bl. a. for Sjöwall-Wahlöö og Mankell (eller vor egen udmærkede Ole Frøslev), i fjernsynsverdenen for de talløse serier om døgnets skæve gang på en politistation. Den danske serie om rejseholdet havde været utænkelig uden McBains forarbejde.

McBains indsats omfatter en del mere. Han skrev et dusin romaner om Florida-detektiven Matthew Hope, alle bygget over folkeeventyr eller børneviser, der vendes på hovedet (f. eks. Askepot som nymfoman, livsfarlig golddigger med de naive, elskelige stedsøstre som værgeløse ofre). Historierne er gode, men de skæmmes af en ubehagelig fiksering på afsporet sex, der kan udarte i retning af gammelmandslider. Ved siden af serierne foreligger en stak enkeltstående romaner, ofte udsendt under andre pseudonymer.

En flittig mand der fik leveret mere end 130 bind[1], to tredjedele udgivet på dansk. En forfatter, der skrev en af de bedste krimiserier i det tyvende århundrede, og som fik afgørende indflydelse på det, mange kolleger i en række lande siden begik, og det vi gennem årtier har set på TV.

Han døde den 6. juli 2005. Bortset fra Berlingske Tidende fandt ingen af de landsdækkende danske aviser anledning til at skrive en nekrolog. Man kan lejlighedsvis undre sig over, hvad der foregår inde i hovederne på dette lands kulturredaktører.

***

McBain/Hunter er på dansk repræsenteret med godt 80 titler. Der er grund til at advare mod de bind, som i 1950’erne og 1960’erne blev udsendt i Leopard- og Pyramideserierne (og skamløst blev optrykt i Jaguarserien sidst i 1970’erne). Det er brutalt lemlæstede, jammerlige genfortællinger, som ikke yder forfatteren retfærdighed. Udgivelserne hos Skrifola, Lademann og Asschenfeldt er til gengæld gennemgående pålidelige.

(Trykt i Standart nr. 4, 2005)