Sjöwall & Wahlöö – 40 år efter.

Maj Sjöwall og Per Wahlöö udgav deres ti romaner – med fællestitlen ”Roman om en forbrydelse” – i årene 1965 til 1975. Der er næppe nogen, der vil bestride, at de dermed satte skel. Der er et før og et efter i skandinavisk spændingslitteratur – og måske i dele af den europæisk-amerikanske krimigenre. Nu har forlaget Modtryk genudsendt serien i Bjarne Nielsens præcise nyoversættelse, hvert bind med forord, hvor ti førende krimiforfattere – seks svenskere, tre nordmænd og en dansker – efter tur gør deres reverens.

Det er frydefuld genlæsning. Romanerne holder, selv om der er sket en del i mellemtiden. Naturligvis var der hverken mobiltelefoner eller computere dengang. Man var des, også når en yngre voldsforbryder blev afhørt. Næsten alle røg som skorstene, flygtninge havde man endnu ikke set ret mange af, og terror var noget fjernt, der hørte hjemme i Mellemøsten, Nordirland eller ved München-olympiaden. Og det anfægter alt sammen hverken spændingen eller den gode fortælling. Som Leif Davidsen skriver: Det er ”en anden tid, men ikke forældet”.

Romanerne lever af vel udtænkte historier, måske mindre tydeligt i de sidste tre bind, hvor man kan savne et fokus, medens handlingen splittes op i ikke alt for originale delplots. Alt er fortalt med energi og humor. Det blev selvsagt til inspiration for nye forfattere. Leif G W Persson (der ellers sjældent lader sig imponere) siger enkelt: ”Bedre end dette bliver det næsten aldrig. Tro mig, for jeg har faktisk prøvet”. Og Jan Guillou er lige så uforbeholden: ”Læsningen forandrede mit liv… Og jeg bestemte mig for at skrive det, der blev til Hamilton-serien”. Anne Holt slutter sig til bekenderne: ”Serien ... har mere end noget andet påvirket mig i valget af ståsted og genre. … De afstak det niveau, vi stræber efter at nå”, og hendes landsmand Kjell Ola Dahl fik dengang bevis for to ting: ”at en god kriminalroman er litteratur, og at det var muligt at skrive en god kriminalroman i Sverige. Det fik mig til at tro på, at det samme kunne gøres i Norge”.

Sjöwahlöö blev i samtiden beundret for deres samfundskritiske skarphed. Værket vandt indpas på universiteterne, hvor ”munkemarxisterne” kunne bruge det, da store dele af den hidtidige litteratur var smidt på bålet som borgerlig dekadence. Man kan blot læse den (i øvrigt ikke ukritiske) afhandling, som Ejgil Søholm, udgav i 1977. – Sine steder findes den respekt endnu: ”Jeg tror ikke, at nogen, der har beskæftiget sig med at skrive om forbrydelsen som socialt spejlbillede, ikke på en eller anden måde er blevet inspireret”, fastslår Henning Mankell. Men her skilles vandene for læserne anno 2006. Det projekt ”virker som en anakronisme i dagens globaliserede virkelighed”, mener Leif Davidsen, og Arne Dahl går helt tæt på: ”Strisser, strisser” hører litterært til de bedste i serien”, men er ”samtidig en problematisk bog”, fordi den ”personificerer 68-venstrefløjens mindst tiltalende side. Jeg tror, man med en vis ret kan tale om venstrefløjens afhumaniserede side ... ideologien slog humanismen ud, målet fik lov at hellige midlet”. Også Håkan Nesser hæfter sig ved ”den grove, indimellem parodisk grove, samfundskritik ... Det hele er så dystopisk, at det nu – 34 år senere – næsten kan virke en smule komisk. Men sådan var debatten dengang”.

Det politiske engagement kommer stærkest frem i seriens midterste bind. I ”Strisser, strisser” og ”Den afskyelige mand” er det drabsmændene, der er de egentlige ofre. De er ordentlige mennesker, som har fået tilværelsen spoleret af ”systemets” folk – grådige kapitalister og hensynsløse magtmennesker. Det er virkningsfuld propaganda. I de følgende romaner tipper det over, hadet tager magten fra forfatterne, f.eks. når politiets myndighed i ”Det lukkede rum” skildres som fangarme, der ”strækkes ud i alle retninger og holder landets forknytte borgere i et fast greb. I al fald en del af dem, alle kunne jo ikke emigrere eller begå selvmord”. Det er hysteri. Eller ufrivilligt morsomt.

Men i dag kan man se, at det kun er staffage. De gode historier står sig uanfægtet, de overbevisende menneskeskildringer. ”Læserens opmærksomhed geares op fra første sætning. Og den geares aldrig ned igen”, som Jo Nesbø skriver. Nu tilbyder Modtryk hele overflødighedshornet for blot 99 kr. pr. bind. Grib til – begynd med ”Den grinende strisser” (af mange kåret som Sveriges bedste krimi gennem tiderne) – men vær beredt på, at så er man på krogen!

”Roman om en forbrydelse” lød fællestitlen. Men hvad er ”forbrydelsen”? Kun Leif Davidsen giver et bud på det. Han mener, at ”selve det kapitalistiske system var forbryderen og borgerne ofrene”. Andre har ment, at forbrydelsen var det svenske socialdemokratis forræderi over for de sande socialistiske principper, et svigt der skabte en bureaukratisk, menneskeforagtende system i stedet for det ”folkhem”, der oprindelig var målet.

Det er uklart – alt andet er helt klart og ligetil: En fantastisk romanserie.

Trykt i Litteraturmagasinet Standart september 2007

Anmeldelser af foreløbig de første syv bind findes (oktober 2007) under ”Oversatte”.