KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Rennie Airth: Mørkets flod. Oversat af Jesper Bøllehuus efter ”River of Dark-ness” (1999). Klim 2001. 390 s. 345 kr.

Endelig en ægte krimi, endda på sæt og vis to. En politihistorie, hvor intelligent efterforskning trods mange forhindringer finder vej til løsningen af en tilsyneladende håbløs sag. Og en nervepirrende thriller, der fortæller om gerningsmandens adfærd og forberedelse af nye, uhyggelige forbrydelser. Det sidste betyder selvfølgelig, at ”morderen” er afsløret for læseren på et tidligt tidspunkt. Dermed opgives det klassiske whodunnit, men det lykkes til gengæld både at få en fængslende historie ud af, hvordan sagen opklares, og at kradse grundigt i læserens nervespidser, medens tragedien nærmer sig det næste offer.

Tiden er 1921. Kriminalkommissær John Madden fra Scotland Yard har fysisk overlevet helvedet i Flandern, men er psykisk mærket af det, han har set og været med til. Politiledelsen er betænkelig ved, om han vil kunne magte en så vigtig sag som opklaringen af et massedrab på en afsides landejendom. Ejeren og to tjenestefolk er brutalt stukket ned, husets frue har på nærmest rituel vis fået skåret struben over, men er sært nok ikke voldtaget. Spor er der ingen af. Og dog lykkes det Madden at få nogle helt små ting frem, nok til at bygge en teori på, om end de mere traditionelt indstillede folk i etaten afviser hans formodninger som syg spekulation. Det er en tid, hvor politifolk færdes med tog, på cykel eller til fods – der er ikke sympati for mærkværdigheder som psykiske profiler etc. Madden må handle imod strikte ordrer for at finde en usikker sti ind i det mørke, han aner omkring forbrydelsen. Og for at forstå, at det haster, hvis han skal undgå en ny, lige så afskyelig massakre.

Rennie Airth kan sit kram. Der er ingen løse ender. Læseren er hele tiden fuldt orienteret, selv om handlingen hyppigt flyttes til ny lokaliteter, medens antallet af personer i romanen stiger og stiger. Hovedpersonerne tegnes i fuld figur, man tror på Maddens komplekse personlighed, og man under ham den kærlighedshistorie, der langsomt udvikles i en bihandling. Samtidig er skildringen af den sindssyge massemorder - der efterhånden har i al fald 16 liv på samvittigheden – frysende overbevisende. En mand med en stramt behersket overflade, der dækker over total forvridning, som begyndte i den tidlige barndom.

Man kan læse ”Mørkets flod” som politiroman, som thriller, som historisk krimi eller som en charmerende kærlighedshistorie. Den holder i alle fire henseender. En af sæsonens gode læseoplevelser.

Anbefales.