Antologi: De nye krimheltene. Red.; Nils Nordberg. Norsk Gyldendal 2002. 310 sider,
329 no. kr.

Krimigenren har stedse dyrket seriefiguren, helten, der går igen fra fortælling til fortælling, fra bog til bog. Den norske ekspert Nils Nordberg bruger det som udgangspunkt for en antologi af nyskrevne historier om 12 af de fiktive detektiver, der har tegnet norsk kriminallitteraturs ”moderne gennembrud”, hver indledt med forfatterens korte biografi af sin hovedperson. Ikke mindst den kendsgerning, at disse romanfigurer har et levnedsløb, et privatliv og en personlig udvikling, er med til at skabe realismen i beretningerne. Læseren kan genkende en skæbne, der hører hjemme i hans samtid. Og er dermed nemmere overbevist om, at også historiens skrøne er et stykke virkelighed.

De kan det med krimi, de gode nordmænd. Det vidste man nok i forvejen, men den høje kvalitet bekræftes. Antologien viser, hvor bredt spektret er: Fem politinoveller, tre om professionelle privatdetektiver, én om en elsket gammel skælm og tre hvor detektiven er advokat, præst og journalist. Det er gode gensyn og interessante nye møder. Nogle historier er naturligvis bedre end andre. Gunnar Staalesen beretter spændende om Varg Veums første sag, som kiksede for detektiven, der først 25 år senere ramler ind i sandheden om det, der dengang skete så at sige for øjnene af ham. Kolbjørn Hauges lensmannsbetjent Peter Eliassen er med i et samarbejde, hvor flere landes politi skal afsløre en ægteskabssvindler og dobbeltmorder. Lokkeduen kommer imidlertid selv ud for en forbrydelse, og så begynder tingene at løbe både på sporet og af sporet, indtil Eliassen kan sige den forløsende replik. Unni Lindell konfronterer politiførstebetjent Cato Isaksen med en frustreret kvinde, der kun begår én fejl, da hun tager livet af den ægtemand, hun har hadet et langt liv igennem. Fredrik Skagen præsenterer sin svindler og agent Morten Martens som politiets gode, men naturligvis ikke helt loyale samarbejdspartner i en drabssag, der begynder med en forbyttet kuffert fuld af penge – og ender med, at Martens nok har sikret sig sine procenter, men dog bliver snydt igen. Kim Småges ellers så retskafne kriminalbetjent Anne-kin Halvorsen fristes over evne, da politiet står med en vandtæt drabssag mod en infam gangster. Hun gør sig blind for de spor, der kunne have afsløret, at der var tale ikke om et mord, men et selvmord. Det er fem pletskud, og der er adskillige andre historier undervejs, det er værd at læse.

Der er også private vittigheder, som illustrerer, at det norske krimimiljø er en snæver cirkel, hvor alle kender alle. Fiktion og virkelighed løber sammen, når Nils Nordberg til slut interviewer Jon Michelet og hans romanhelt, Vilhelm Thygesen. Og venligt drilleri kigger frem, når Unni Lindell en passant fortæller om Isaksens mors veninde, fru Nordberg, der har en søn, Nils, ”som er helt tullete etter kriminallitteratur”. Ham vil Isaksen gøre en del for ikke at møde!

Hernede kender vi flertallet af de tretten seriehelte – der er danske udgaver af romaner om i al fald otte af dem (og oversættelser af adskillige af de knap 30 øvrige forfattere, der opregnes i Nordbergs afsluttende bibliografi). Så stærk er den norske kriminallitteratur. Det begyndte midt i 1970’erne, og siden har nordmændene idelig befæstet deres skandinaviske førerposition.

Som dansker bemærker man også, hvor forskelligt det (de) norske sprog er. Kun Kolbjørn Hauge skriver på ”landsmål”, men det er nemmere at forstå hans historie end at læse det ”bokmål”, som Pål Gerhard Olsen og Jørgen Gunnerud betjener sig af – ”bokmål” varierer tilsyneladende fra noget, der kan minde om et let antikveret dansk, til et for en dansk læser fremmedartet, sært konturløst sprog.

Guldalderdigteren Edvard Storm fortalte i sin Sinclair-vise om den massakre, der ramte det skotske ekspeditionskorps, som under Kalmarkrigen i 1611 ville marcher gennem Norge for at slutte sig til svenskerne. Ingen vendte hjem for at berette ”hvor farligt det er at besøge dem, der boe blandt Norriges fielde”. Faren lurer stadig.

Trykt i Litteraturmagasinet STANDART 2002, nr. 4