Jan Broberg: Spänning och spioner. Om spionromaner och andra politiska thrillers. Bibliotekstjänst 2001. 387 sv. kr.

Jan Brobergs nye bidrag til spændingsgenrens historie falder i to dele: Et essay om den politiske thrillers udvikling gennem 1900-tallet, og et “leksikon” med korte præsentationer af en række af de forfattere, der har gjort sig gældende i denne underafdeling af kriminallitteraturen.

Ved forrige århundredeskifte var spionen en romantisk skikkelse. Rudyard Kipling skrev om The Great Game, og det duftede fornemt at kricketbanerne ved Eton. Ved århundredets slutning var det blevet til Det Beskidte Spil, hvor selviske politikere og kyniske chefer uden skrupler ofrer egne, loyale medarbejdere, hvis der er gevinst at hente ved det. Broberg viderebringer en sammenfatning hos forfatteren Sven Westerberg, hvor staternes virksomhed beskrives som ibland patriotisk, någon enstaka gång heroisk men oftast bara rutinmässig, moralisk tvivelaktig och inte helt sällan kriminell.

Udviklingen har nøje fulgt den politiske historie. Skurkerollen - der før første verdenskrig ofte var forbeholdt lyssky kinesere og andre repræsentanter for den gule fare - gled over til tyskerne og efter anden verdenskrig til russerne, for under og lige efter oliekrisen at ende hos misliebige muslimer. Spektakulære hændelser drages løbende ind, det gælder f. eks. chok som mordet på præsident Kennedy og Dag Hammarskjölds aldrig ganske opklarede død i Congo. Der er kraftige spor af storpolitiske begivenheder som de tragiske, postkoloniale krige i Algier, Vietnam og Golfen, eller senest sovjetimperiets sammenbrud. Og spionlitteraturen blev aldrig som før, efter at Philby og Burgess fra den britiske efterretningstjeneste blev afsløret som agenter for fjenden. Aktualiteten kan gøre det svært at skelne mellem skønlitterær prosa og nyhedsjournalistik. Og hele tiden er den nævnte udvikling tydelig: Vad som är slående är, hur den patriotiska fasaden, som karakteriserar så många av det tidiga 1900-talets romaner, med tiden rämnar, och hur misstron mod besluten i maktens korridorer hela tiden ökar, och hur cynismen i beslutningsfattarnas ställningstaganden mer och mer understryks. Tesen bliver eftervist med tydelighed. Studiet af de politiske thrillers er også et studium af et århundredes mentale kulturhistorie.

Mange af romanerne er imidlertid mere end det. Efterretningsfolk er naturligvis mennesker med følelser og anger. De personlige omkostninger ved udøvelsen af det smudsige job er hos de gode forfattere selve romanens rygrad. Man kan blot nævne Graham Greene, le Carré og især Eric Ambler, der lyser essayet igennem som Brobergs favorit (hvad der bestemt ikke er grund til at anfægte).

Samtidig er denne blanding af verdenshistorie og mere eller mindre afsporet fantasi natur-ligvis en problematisk sag. De talløse autentiske detaljer slører grænsen mellem virkelighed og fiktion. Det gælder utvivlsomt for mange læsere i den vestlige verden, at det, som vi tror at vide om den kolde krigs lugubre æra, faktisk er løgn og forbandet digt, leveret af fremragende thrillerforfattere. Den danske forfatter Leif Davidsen var i en årrække korrespondent i Moskva for Danmarks TV. Det gav ham stof til hans “russiske trilogi”, og han har nævnt et godt eksempel. Han hørte rygtevis om de herreløse hunde, der var efterladt ved evakueringen af Tjernobyl. Han kunne ikke skaffe den bekræftelse, der var nødvendig, før han som seriøs journalist kunne bringe “historien”. Men han kunne lægge den ind i en roman, og det gjorde han. Forfatteren er frit stillet, når han skriver fiktion, og det må naturligvis respekteres. I læserens hukommelse glider oplysningen så på plads blandt de faktuelle kendsgerninger, og efter en tid er det glemt, hvor informationen kom fra. - Dermed opstår dilemmaet: Det, som skulle være “viden”, forurenes af fantasi. Broberg strejfer problemet med nogle kloge betragtninger i et appendiks til sit essay.

Bogens anden halvdel opregner 113 forfatterskaber, overvejende britiske (63) eller amerikanske (23), men der er naturligvis også plads til en lille snes svenskere. De få øvrige repræsenterer 4-5 lande, der kun har bidraget beskedent til genren. Det er markant, at der kun er ni kvinder med. Detektivromanen er i stigende grad blevet erobret af kvindelige forfattere, men den politiske thriller (og endnu mere den rene spionhistorie) er fortsat en sag for mænd! - Læserens udbytte i denne del af Brobergs bog er en række forslag til god læsning. Samtidig oplever man en næsten overvældende undren over, hvad den mand har overkommet at læse. Og kan holde rede på!

Som dansker anerkender man valget af de to danske forfattere, der er taget med - Anders Bodelsen og Leif Davidsen. Skulle flere anbefales, kunne det være Jacob Gammelgaard (Filosoffernes restaurant fra 1994, som spændende tematiserer modsætningen mellem de garvede efterretningsfolk, der havde et fast fjendebillede, og en ny generation, som er kommet til efter murens fald) eller Jens Henrik Jensen (Kællingen fra Krakow fra 1997, der byder på spændende, lydefri ramasjang). Og det kan nævnes, at den kræsne lyriker Henrik Nordberg, der har vundet både Nordisk Råds litteraturpris og Svenska Akademins nordiske pris, også har begået en kulørt og saftig agentroman, Finkelsteins blodige basar fra 1983. Den er blot en kuriositet, men af den slags, som Broberg bestemt har en svaghed for!

Brobergs bog er givende. Frydefuld erindring om gode romaner, man har læst, og inspiration til mange bøger, man gerne vil læse. Hele tiden kyndig vejledning, men også en påmindelse om, at det ikke kun er virkelighedsflugt, blå briller og falske skæg. Det er (også) samtidshistorie, og romanerne placerer ofte tankevækkende spørgsmålstegn ved de begiven-heder og fremgangsmåder, vi som almindelige avislæsere havde svært ved at sætte i perspektiv, dengang tingene skete.

Spänning och spioner er den første bog om krimigenren, som Broberg har udgivet siden de seks bind, han skrev 1964-1979. Pausen har været lang. Det er en stor glæde, at den nu er forbi.

(Trykt 13. juli 2001 i ”Sydsvenskan”)