P. D. James: Tiden er inde. Brudstykker af en selvbiografi. Oversat af Ulla Warren efter "Time to Be in Earnest” (1999). Forum 2000. 292 sider. 298 kr.

P. D. James markerede sin 80-årsdag med en “dagbog”, der begynder, da hun fylder 77 år i 1997, og slutter ét år senere. Det er i det ydre en række daterede beretninger om middage, samvær med børn og børnebørn, møder med venner og kolleger. Det kan blive en smule trivielt. Tankevækkende er det til gengæld at læse om den omfattende markedsføring, som en fremstående engelsk forfatter må lægge kræfter og krop til: Bestandige rejser ud i landet (og lejlighedsvis til kontinentet eller USA) for at tale ved en konference, sidde i et panel, signere bøger, etc. Alt i alt finder hun det stimulerende, hun møder gerne sine læsere, og hun vil nødig være til besvær med afslag på venlige anmodninger. Som ukyndig i branchen gyser man over, hvad den gamle dame må byde sig selv og bruge de næppe alt for mange kræfter til.

Så er det alligevel ikke en dagbog. De fleste notater tjener som afsæt til at mindes noget fra hendes tidligere liv. Netop de “brudstykker af en selvbiografi”, som undertitlen angiver. Det fremstår uden kronologi, men man aner forfatterens evne til komposition og dosering, læseren farer ikke vild. Hun kan til gengæld næsten umærkeligt udelade det, der er sket mellem begivenhederne.

P. D. James løfter dog uden den mindste sentimentalitet sløret for en barndom og ungdom, som ingen kan misunde hende. En fornæret far (som hun husker med kærlighed og respekt), bestandige økonomiske problemer og det endelige chok, da hendes mand i militærtjenesten under krigen pådrager sig eller bukker under for en psykisk lidelse, der gør ham til permanent patient. Uden midler eller uddannelse må hun med to små børn påtage sig familiens og sin egen forsørgelse. Hun gør det, gennemfører en endeløs række kurser og slutter karrieren i en betroet stilling i det britiske indenrigsministerium (formentlig var det hendes meritter i det job mere end hendes romaner, som siden førte til hendes udnævnelse til medlem af Overhuset). Alt sammen fortalt ligefremt og faktuelt - og uden omtale af de omkostninger, hun må have afholdt.

Det er naturligvis stimulerende at få indblik i en stærk og højt begavet kvindes sejr - mod alle odds - i en barsk tilværelseskamp, men den historie er læst før. Det interessante er de refleksioner, det fører hende til, når hun bestandigt møder 1990’ernes “korrekte” læresæt-ninger. Det bliver kun i få tilfælde (især vedrørende en effektiv offentlig sygesikring) til sympati for nutidens prioriteringer og målsætninger. Som regel er det en skeptisk dame, der ikke kan se fornuftig sammenhæng mellem øjeblikkets påstande og det, hun i et langt liv har erfaret. En konservativ humanist, der er sig sit eget og andres ansvar bevidst - et personligt ansvar, ikke et politisk program. Hun polemiserer ikke, man mærker også her, at hun viger tilbage fra at skrive en del af det, hun nok har på hjerte.

Et enkelt sted giver hun dog los. Det kommer af chokket, da hun i radioen hører om prinsesse Dianas brutale død. Der er næppe givet en mere præcis karakteristik end P. D. James’ fem adjektiver: Smuk, egenrådig, sammensat, destruktiv og fortabt som hun var. De følgende dages accelererende hysteri (en medie-oppisket følelsesladethed) finder hun usmageligt. Hun oplever det som et formummet angreb på britiske traditioner: Jeg gad vide, om disse sørgmodige, mascaratyngede øjne for bestandigt vil skue bebrejdende ned over The House of Winsor.

P. D. James er fornyeren af den noble engelske detektivroman. Mere end nogen anden har hun udviklet genren fra pudsige, lidet realistiske gåder til sammenhængende fortællinger om nutidige mennesker, hvis problematiske tilværelse sættes i relief af en barsk forbrydelse. Natur-ligvis har hun gode betragtninger om krimiens rolle og muligheder, kun et enkelt sted ledsaget af en lidt sarkastisk betragtning: Eftersom krimier som regel udspiller sig så afgrænset og specifikt, både hvad tid og sted angår, giver de ofte et tydeligere indblik i deres samtid, end mere prestigegivende litteratur gør. Krimier skal for hende bl. a. vise, at selv det mest genstri-dige mysterium kan løses, ikke ved overnaturlige kræfter eller rent held, men ved hjælp af menneskelig intelligens, menneskelig ihærdighed og menneskeligt mod. Det er ingen dårlig poetik for en kriminalforfatter. Men hun strejfer ikke med ét ord de voldsomme angreb, hun to år før var udsat for fra genrens “unge vilde” forfattere, der ser netop hende som ikonet for alt det, de vil gøre oprør imod.

P. D. James har givet sit publikum en underholdende bog. Meget fortælles, men en del forties eller anes blot mellem de skrevne ord. Undervejs må man lejlighedsvis protestere mod den lidt for stive overlæbe. Efter endt læsning er man imidlertid klogere, ikke blot på P. D. James’ forfatterskab.