Steen Langstrup: Hjælp, jeg vil skrive en best$eller. 2 Feet 2008. 535 sider, 348 kr.

Langstrups romaner hører til ”mellemlaget” – der er nogle, men ikke mange købere. Og bøger i denne store gruppe klemmes mere og mere – bibliotekerne skærer ned, og de må samtidig bruge en stigende del af de tilbageværende bevillinger på de mest populære (og i forvejen bestsælgende) ting, så ventelisterne ikke bliver for lange. Resultatet er reduktion af både salgsindtægter og bibliotekspenge. Forfatteren til en ”mellembog” er i klemme.

Langstrup vil imidlertid være forfatter, jeg vil jo for fanden bare læses. Der er kun én ting, han er sikker på: Han har et talent. Det kan man ikke bestride. Som plotlægger er han i forreste linje. Han er også i eliten, når det gælder opbygningen af spænding og velturneret placering af de tvists, som chokerende vender historien og sender læseren ud på dybt vand. Hans måde at skrive på er særegen. Som regel er det korte, huggende sætninger uden ret mange dekorative detaljer. En ”minimalisme”, som nogle ikke synes om (”det er ikke en roman, det er noter til en roman” sagde en forfatterkollega engang). Andre finder det inciterende, at alt det ikke strengt nødvendige er skåret væk – nærværende anmelder hører til i den sidste gruppe.

Hvordan skal det uomtvistelige talent så bruges, hvordan skriver han en bestseller, der kan sikre ikke bare det daglige brød, men helst en del mere – gerne en fed øse i garagen og et sommerhus sydpå? Langstrup går rationelt til værks. Han mailer sine spørgsmål til høj og lav inden for branchen, fra kulturministeren til beskedne kritikere. De er med alle sammen: Forfattere, forlæggere, boghandlere, bibliotekarer, redaktører af bogklubber, kulturjournalister, anmeldere, litterære agenter og de folk, der træffer beslutning om litterære priser. Henved 40 ”pennevenner” har bidraget, og deres svar er gengivet i bogen, ledsaget af Langstrups overvejelser. Er det indholdet og serveringen af en roman, der er afgørende? Eller er forfatterens person, hans brand, påklædning, frisure m.v. det udslagsgivende? Skal er bog være kortfattet eller er et murstentykt værk at foretrække? Svarene er naturligvis vidt forskellige, men Langstrup forsøger sig. Adskillige peger på øjeblikkets succes for feel-good-femi-krimier om stress og moderne kvinders problemer med moderrollen. Jamen det må så forsøges – side 153-85 er helliget hans to førte kapitler af sådan en roman, og det er mildest talt ond parodi, emnet ligger fjernt fra Langstrups højre ben. Andre har fremhævet historiske romaner med komplicerede konspirations-plots. Jamen så leveres en synopsis til sådan en historie side 297-307.

Bogen er så også en del mere. Ikke mindst brudstykker af en selvbiografi om en vanskelig opvækst (eller en knægt, der var vanskelig fra begyndelsen af). Også her bobler humoren, f. eks. i beskrivelse af drengen Steens overvejelser om en spektakulær kunsthappening, hvor guldfisk blev udstillet i en blender, der var klar til brug. Det forstod drengen ikke, hjemmet havde sådan en, men den blev anvendt til andre ting, og så kunne han endda godt have brugt den plads mere til sine guppyer og sværddragere!

Læseren kan finde på at overveje, om bogen tillige er ”portræt af en mand i midtvejskrise” – Langstrup fylder 40 år undervejs. Det er imidlertid nok en lidt tarvelig vinkel, som der ikke skal dvæles ved her.

Der er brug for en mand med en skæv fantasi, som bare vil ud. Der er brug for bøger, der ikke når bestsellerniveau, men heller ikke hører til den smalle litteratur. Alt det mister vi, hvis ”mellembogen” er på vej til at blive stedt til hvile i de ukendtes grav.

Langstrup udgav sin seneste roman i  2006…..