Karsten Wind Meyhoff: Forbrydelsens elementer. Kriminal-litteraturens historie fra Poe til Ellroy. Informations Forlag 2009. 455 sider, 349 kr.

Det er en næsten selvmorderisk opgave ene mand at ville sammenfatte spændingsgenres historie, dækkende alle typer og mange sprog (dog koncentreret om den engelsktalende verden og Skandinavien). Projektet kræver en betydelig frækhed. Det gode budskab er så, at det i høj grad er lykkedes for Meyhoff. Der peges på interessante perspektiver, og forfatterskaber og enkeltværker beskrives, så det kalder på (gen)læsning i lyset af de nye sammenhænge, som Meyhoff har fat om. Hele tiden sker det i en letfodet, charmerende stil med rig brug af overraskende, træffende adjektiver. Man nærmest danser hen over siderne, oplivet af mange herlige illustrationer. Farvestrålende omslag fra hæfter og romaner og fotos af forfatterne – de fabelagtige muligheder i nutidens reproduktionsteknik udnyttes til fulde.

Meyhoffs hjerte ligger hos de hårdkogte forfattere, de ”noir” historier og de barske politiromaner, men også mellemkrigstidens (og nutidens) ”puslespilskrimier” får en plads. Opmærksomheden rettes konsekvent mod det samfundssyn, romanerne præsenterer, spændingsgenren viser sig at være fortrinligt egnet til at levendegøre en kulturhistorisk og social udvikling gennem de 170 år, som er gået siden det hele begyndte. Udvalget er naturligvis styret af disse udgangspunkter, men det fremstår ikke som en begrænsning. Tværtom fyldes læseren af forbløffelse over, hvor meget den endnu ikke 35-årige forfatter har overkommet at læse og forholde sig til.  Der er selvsagt mange forfattere, som forbigås, også en del af de rigtig gode. Enhver krimifreak vil savne favoritter, men her er det de lange linjer, som tæller, og så må der gives køb på ambitioner om at få det hele med. Eksempelvis gennemgår Meyhoff omhyggeligt ”krimilitteraturens guldalder” (med en sympatisk rehabilitering af Agatha Christie og til gengæld en sært ufølsom læsning af Dorothy L. Sayers). Springet til den moderne britiske politikrimi tages derpå i ét hop. Ikke et ord om det, der ligger imellem – fremragende forfattere som Nicholas Blake, Michael Gilbert, Cyril Hare eller Michael Innes. Tilsvarende begynder gennemgangen af ”Den skandinaviske krimi” ved Sjöwall og Wahlöö. Også det må accepteres, selv om det kan stikke lidt i hjertet på en medstifter af det danske Hans Krister Rönblom-selskab (vi er to medlemmer).

Meyhoff siger det selv med finurlig ironi i forordet: Fremstillingen kan naturligvis ikke sige sig fri for at være baseret på et subjektivt skøn om, hvad der er væsentligt, og hvad der er mindre væsentligt at tage med. Interesse og temperament spiller i denne sammenhæng formentlig en vigtigere rolle, end forfatteren selv vil kendes ved.

Den eneste anke skal være, at udvalget af illustrationer i form af romanforsider koncentreres om den lidt fjerne fortid og de seneste årtiers udgaver. Et bredt mellemlag udelukkes stort set, og dermed går den kulturhistoriske udvikling næsten tabt. Der var herlige (og for tiden karakteristiske) omslag på f.eks. tredivernes oversættelser af Agatha Christie (de fede, gule bøger fra Hasselbalchs forlag med Poirot som playboy i en for datiden typisk streg) og halvtredsernes dramatiske danske udgaver af hendes thrillers. Det er lidt fattigt, at Meyhoff vælger blot at gengive otte fantasiløse Christie-forsider fra Carit Andersens pocketudgaver i 1960’erne.

Der er blandt litteraturfolk fortsat en tilbøjelighed til at afvise spændingsromaner under ét. ”En gennemtrivialiseret genre”, som Torben Brostrøm for nogle år siden snerrede, da vore venner i Finland dristigt nominerede en bog af Joensuu til Nordisk Råds litteraturpris. Man kan kun håbe på, at Meyhoffs bog bliver læst - så kan vi måske slippe for den slags dumsmarte ytringer. De gode krimier (og der er en del af dem) har krav på samme respekt som det gode, der skrives i alle andre genrer.

Anbefales.